Sommertiden slutter søndag 27/10-2019 :-(

Natten til søndag den 27. oktober 2019 skifter vi fra sommertid til vintertid. Det vil sige, at klokketiden søndag den 27. oktober 2019 klokken 03.00 ændres til klokken 02.00.

Europa-Kommissionen har foreslået en afskaffelse af det halvårlige skift, men forhandlingerne i Ministerrådet har endnu ikke resulteret i en enighed blandt medlemslandene.

– På søndag skifter vi traditionen tro fra sommertid til normaltid. Vi stiller urene en time tilbage og byder de mørke aftener velkommen igen. Nogle kan bedst lide normaltiden, og andre savner allerede de lyse sommernætter, men faktum er, at skiftet forbliver, så længe forslaget fra Kommissionen ikke er vedtaget, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.

En eventuel afskaffelse af skiftet mellem sommer- og vintertid afventer nu de videre forhandlinger i Ministerrådet, ligesom der skal opnås enighed mellem Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen.

Vi skifter til sommertid igen søndag 29. marts 2020.